Adaptive AMU i konteksten af Adaptive Learning

Generelt sagt er adaptive læring en undervisningsteknik, hvor læringsforløbet er tilpasset den enkelte kursists behov. En tilpasning af læringsforløbet kan ske på baggrund af den enkelte lærende’s kompetenceniveau, læringsstil og -tempo. Uanset hvilke kriterier der er valgt for tilpasning af undervisningen, er basis for tilpasningen registrerede data for bl.a. kompetencer og præstation, samt interaktion gennem læringsforløbet. 

Nogle af de grundlæggende idéer, der har haft stor betydning for udviklingen af Adaptive Learning kan spores tilbage til Benjamin S. Blooms forskning fra 1984: The 2 Sigma Problems: The Search for Methods of Group Instruction as One-to-One Tutoring, hvor der blev introduceret koncepterne "Mastery Learning” og ”Tutoring” (Ref.).  

”Mastery Learning” omfatter formative test gennem læringsforløbet, efterfulgt af feedback og tilpasning af undervisningen. Yderligere parallelle formative tests anvendes til vurdering om hvorvidt de studerende har mestret emnet. 

Programmet ”Tutoring” omfatter de samme undervisningsmetoder som i Mastery Learning, men denne gang suppleret med individuelle vejledninger gennem læringsprocessen.

Resultaterne fra undersøgelserne er opsigtsvækkende: kun omkring 20% af de studerende under en konventionel undervisning opnår resultater på det samme niveau, som ca. 90% af de studerende, der har modtaget individuelle vejledninger og ca. 70% af Master Learning studerene.

Studerene under Tutoring forløbet har også i meget højere grad end de almindelige studerende, udviklet evner som Bloom kalder for Higher Mental Process (HMP). Det handler om evner som er nødvendige til problemløsning, metodevalg, analyse og kreativitet. I relation til Blooms taksonomi ligger disse evner i den højeste del af skalaen.